Styrke, flyde- og brudgrænse
Flydegrænsen angiver den højeste belastning, en komponent kan udsættes for uden at blive permanent deformeret. Brudgrænsen definerer den maksimale belastning, som en komponent eller konstruktion kan tåle, før den går helt i stykker.
Generelt set stiger både flyde- og brudgrænsen med øget kulstofindhold. Ved et vist kulstofindhold kan visse legeringsstoffer, særligt mikrolegeringstilsætninger som niobium og vanadium i meget små mængder (<0,1 %), desuden forbedre flydegrænsen gennem kraftig udskilningshærdning. For eksempel har ståltypen S355J2 (SS 2172) med 0,15 % kulstof og 1,5 % mangan en flydegrænse, der er sammenlignelig med den hos C45E (SS 1672) med 0,45 % kulstof.
Flyde- og brudgrænsen kan også øges gennem varmebehandling, særligt sejhærdning, som indebærer en hærdning efterfulgt af anløbning ved høj temperatur. Den højeste styrke ved sejhærdning opnås ved at kombinere kulstof med legeringsstoffer som krom (Cr), nikkel (Ni) og molybdæn (Mo) i indhold mellem 0,2 og 2 %, eller sommetider endnu højere.
Styrken påvirkes også af komponentens dimension; grovere dimensioner får generelt set lavere styrke end finere. Derfor kan det være nødvendigt at vælge et stål med højere legeringsindhold for at bevare den samme styrke i større komponenter som i mindre.